At komme for hurtigt er nok et af de største tabuer, vi har. For hvem har lyst til at indrømme, at man kommer for hurtigt? Og hvem har lyst til at sige til sin mand, at det gør han? Det er bare en pokkers svær samtale at tage hul på. Men heldigvis er der hjælp at hente. Sexolog Maj Wismann giver dig 5 gode tips, der hjælper på problemet!

For tidlig sædafgang kan være et kæmpe problem i sengen. Det kan være svært som mand at acceptere, at man ikke kan holde til mere end et par minutter på lagenet, og det kan være svært for partneren at leve med, at sex altid går meget hurtigt.
– For tidlig udløsning er jo et forholdsvist udbredt problem, men ofte er det forbundet med meget skam og derfor taler vi nærmest aldrig om det. Det er synd, for det kommer ofte til at skabe en masse følelser af ikke at slå til – både hos den ene og den anden part i parforholdet, fortæller sexolog og parterapeut Maj Wismann, der også slår fast, at man altid og uden undtagelser, skal gå til sin læge, hvis man lider af for tidlig udløsning.
Samtidig er der faktisk en del ting, man selv kan gøre, som kan afhjælpe problemet. Maj Wismann kommer her med sine 5 bedste råd:
Kondomer med bedøvelse
Der er kommet et nyt produkt på hylden i kategorien gummidutter til mænd: Kondomer med bedøvende creme. De løser jo ikke i sig selv problemet, med de nedsætter mandens følsomhed en smule, hvilket giver bedre mulighed for, at han kan holde lidt længere end normalt.
Bækkenbundsøvelser
Og nej, her er det ikke kvinden, der skal i gang, men manden. Mænd har nemlig også en bækkenbund, der har godt af at blive trænet med knibeøvelser og det er ikke en træning, der tager lang tid.
Lav f.eks 10 knib af 8 sekunders varighed hver morgen og hver aften, når du alligevel står og børster tænder. Det er det hele. Ved at træne dit underliv på den måde, får du bedre kntrol over det, hvilket kan give en bedre styring af udløsningen. Allerede efter 6 uger burde du kunne mærke en forskel.
Klaskemetoden
Det lyder måske ikke charmerende, men det er en tantrisk øvelse, som jeg gennem mine klienter har haft erfaring med virkelig kan gøre en forskel. Den går slet og ret ud på, at hver gang du er ude og slå en streg, så skal du tage et godt greb i roden af penis og så klaske penishovedet op mod maven. Gerne 50 gange og gerne HVER gang, du er på toilettet.
Det skal selvfølgelig ikke gøre ondt, men det skal kunne mærkes. Øvelsen hjælper, hvis du er særligt følsom på hovedet af penis. Prøv det i 6 uger og se, om det hjælper for dig.
Start/stop metoden
Det her er en temmelig klassisk metode, når det handler om for tidlig udløsning. Når I har sex, så skal I lige i dét øjeblik, hvor han kan mærke at udløsningen er på vej, stoppe. Altså helt stoppe. Stoppe med kærtegn og sørge for, at han skynder sig at trække sig ud.
Når der så er faldet lidt ro over det hele, kan I gå i gang igen. Sådan fortsætter I 3 gange – og den 4. gang, lader I udløsningen komme.
På denne måde lærer han at beherske udløsningen, ligesom han får nemmere og nemmere ved at styre, hvornår den skal komme. Metoden kan i øvrigt også bruges, når han onanerer.
Få et allergitjek
Det her sidste råd kommer som regel bag på de fleste. Men lider man af allergi eller høfeber, så kan det sagtens påvirke udløsningen – både i den ene og den anden retning, i øvrigt. Så har I afprøvet de andre 4 råd, så gå (igen) en tur til lægen, bed om en allergitest og en henvisning til en urolog (specialist i underlivet).
Du kan læse mere om Maj Wismann her.
I videoen herunder giver Bitten fra shoppen et sjette tip til, hvordan I kan bruge sexlegetøj til at få ham til at holde længere: