Der kan være mange gode grunde til, at kvinden mister lysten til sex, og det er jo heller ikke sådan, at hun skal gå og være liderlig hele tiden. Problemet kommer først, når han har lyst, og hun ikke har.
Det er jo ikke et problem, når lysten kommer og går, for det gør den fra tid til anden i løbet af en langt liv. Det giver først problemer i parforholdet, når følelsen virker som en permanent og kronisk tilstand, måske rettere sagt en stilstand og en spirende frygt for, at lysten aldrig vender tilbage.
Det er her, stridighederne bider sig fast og opstår. Det er her, man selv skal arbejde for at genfinde lysten, og det er naturligvis fra den vinkel, jeg som sexolog har grebet emnet an på.
To grunde til manglende sexlyst
Hvis vi starter med at kigge på fænomenet ”manglende lyst” – så kan dette have udspring i to forskellige kilder. Ved den ene er der tale om at miste lysten fysisk. Her bliver kvinden ikke våd, hun får ikke en fysisk kilderende fornemmelse i underlivet, hun bliver ikke liderlig, hun kan ikke mærke lysterne, osv. I disse tilfælde er der altså tale om manglende fysisk evne, og her kræver det lægehjælp. Årsagerne kan være mange, bl.a. medicinindtagelse, manglende testosteron/østrogen, overgangsalder, aseksuel, sygdom, sorg, stress, humørtab, problemer med skjoldbruskkirtlen m.m.
Ved den anden kilde taler vi om manglende lyst, der er opstået pga. dagligdagens mange udfordringer og gøremål, vægtforøgelse, overdrevent kontrol m.m., alt sammen noget, som spiller en væsentlig rolle i nutidens liv og dermed også kvindens sexliv.
Sexlysten veksler livet igennem
Lysten går jo op og ned gennem livet. I perioder har vi travlt og er trætte, og naturen sætter automatisk ind med at nedsætte lysten (naturen tænker: aha – der er ikke kræfter til børn i øjeblikket, jeg nedsætter lige lysten lidt). Ergo kræver det overskud og god og sund energi at bevare sin seksuelle lyst.
Kvinden er fra naturens side udstyret med at kunne tilsidesætte sig selv (hvilket er vigtig at kunne som mor for barnets overlevelse). Hun gør det i mange forskellige sammenhænge – også når det gælder sexlivet. Her er hun ekspert i at negligere sig selv og lade sig overrumple af mandens seksualitet uden at sætte lys på sin egen.
Manglende lyst er et bredt emne, og jeg har tilladt mig at koge det ind til kernen og påstå, at når kvinder mister lysten pga. af dagligdagen, handler det om noget langt mere farligt for parforholdet og kærligheden.
Kvinden mister aldrig helt sexlysten!
Rent faktisk mister kvinden slet ikke lysten til sex. Det er sådan set helt forkert at sige ”manglende lyst”. Reelt set er det nedsat lyst, der er tale om, og nedsættelsen opstår, fordi hun ikke trives i sengen. Det er kroppens måde at beskytte hende på. Lysten er blot hegnet ind, til den bliver æret og næret ordenligt igen.
Ud fra min dagligdag ser jeg et fælles mønster blandt de kvinder, som mister lysten, og af den årsag har jeg forsøgt at opsætte ”kvindens uhensigtsmæssige seksuelle tidslinje”, hvis hun lader stå til og ikke griber ind i tide:
Tidslinjen skal læses således, at I starten er parret mere liderlige og nysgerrige. De har lyst til hinanden og går på opdagelsesrejse på hinandens kroppe, de forsøger at finde de rigtige lyst-knapper, og de kan ikke få nok af at være sammen. Det er både spændende og kilder alle de rigtige steder – også de steder de ikke vidste. Efter første fase indfører parret deres egne seksuelle byggesten, og grundstenene til deres fælles seksuelle mønster bliver lagt.
Når mønster bliver til vaner, og hvis der er mere fokus på den maskuline seksualitet, begynder kvinden ofte at kede sig. Til sidst er hun slet ikke med, og hendes krop begynder at lukke ned for lysten. Kroppen betragter dette som små overgreb og på et tidspunkt, siger den nej tak. Kroppens budskab er klart: ”Når du ikke lytter til mig, kære kvinde, har jeg ikke længere lyst til at have lyst”. Det er her kvinden på 60, siger: ”Nej tak, aldrig mere sex!” AV-AV-AV.
Vi har aldrig lært at bolle ordenligt i Danmark
Vi har desværre ikke lært at bolle ordenligt i Danmark, vi lærer det ikke i skolen, og vores forældre har heller ikke fortalt os, hvordan vi gør (de ved det jo heller ikke selv). Det bliver hurtigt ind-ud-ind-ud og meget på mandens præmisser, som er mindre kompliceret end kvindens. Al seksuel aktivitet stopper, når manden har fået udløsning, og det trætter kvinden i længden – specielt efter hun er blevet mor, her er kroppen transformeret til kvinde, og den skriger efter at blive behandlet som én.
Den mandelige opdagelsesrejsende har for længst glemt sin nysgerrighed og respekt for kroppen (også sin egen) og kvinden bag, så han flyver direkte ind i templet og drøner rundt som en vildfaren fugl, til han er færdig. Han har helt glemt at bestige hvert et trappetrin, vende hver en sten og sætte sine aftryk forsigtigt undervejs, inden han åbner døren til kvindens tempel. Han har glemt helligdommen og hende på sin vej, fordi hun gav ham mulighed for at springe over hvor gærdet var lavest. Reelt set føler kvinden, at han onanerer i hende, og det gider hun ikke længere. Hun mangler nærvær fra manden. Hun mangler det feminine og får ikke det sex, hun vil have.
Når han ikke behandler hendes krop ordenligt, mister hun respekten for ham. En kvinde der har mistet respekten for sin mand, kan heller ikke gå i seng med ham.
Så spørgsmålet kan stilles – er det lysten til sex, der er forsvundet, eller er det lysten til sin mand, der er forsvundet …?
… når kvinder mister lysten?
Oftest er det manden, hun har mistet lysten til og heldigvis for det. Det er særdeles mere berigende (på flere niveauer) at genfinde lysten, når problemet sidder i hjernen og ikke som en manglende evne i kroppen.
Kvinden skal være meget bedre til at sige, hvad hun vil have i stedet for kun at lade sexlivet være på mandens præmisser. Manden ved jo ikke bedre, han har ikke haft en kvinde, der har lært ham det. Men det skal hun nu. Lær ham, hvad du vil have – han kan ikke gætte sig til det. Ikke to kvinder er ens seksuelt – kvinders seksualitet er multiorgastisk og kompliceret, og det skal kvinderne lære mændene – hvem skulle ellers …?
Kvinde, når alt kommer til alt, vil du så gerne have din lyst tilbage og ud af din stilstand …?
Hvis ja, så læs med i den næste artikel i serien.. Mænd, der er også gode råd til jer den artikel.
Vi ses!