Kvinders orgasme har altid været kilde til stor undring. For hvorfor får kvinder egentlig orgasme og hvad gør den godt for. Er den gudernes belønning eller bare praktiske sammentrækninger for at give mandens sæd de bedste betingelser for at befrugte kvindens æg?
Orgasmen! Åhhhh-gasmen! Selve ”gevinsten” ved den menneskelige reproduktion! Mystisk, dragende og afhængighedsskabende. Meget omtalt, meget opreklameret – mener nogen – eller bare meget, meget dejlig – både for ham og for hende.
Men hvor mandens orgasme for længst er rubriceret som en naturlig del af udløsningen – selv om han vel for katten sagtens kunne få udløsning uden at mærke denne frydefulde fornemmelse – har årsagen til kvindens orgasme altid været omgærdet med meget mere mystik.
Muskelsammentrækninger til at transportere sperm
Men inden vi kigger på de seneste forskningsresultater, så lad os lige se, hvad forskerne allerede synes at vide.
Nogle af de første videnskabelige undersøgelser foretaget i ”fuldt dagslys” – for ud over at være mystisk, har kvindens orgasme altid været et lidt frækt, kildent og ifølge tidligere tiders konservative forskere ligefrem et useriøst forskningsområde – er danske og stammer fra 1950’erne og 60’erne. Her kom danske Gorm Wagner frem til, at orgasmen kommer som følge af nogle fysiologiske forandringer i skedes facon, der skaber nogle bølgebevægelser i underlivet.
Bølgebevægelserne skulle hjælpe til med at transportere mandens sperm op til ægget, så det kunne blive befrugtet. Altså er orgasmen en meget fysisk og praktisk størrelse. Nydelsen er bare et heldigt biprodukt – gudskelov for den.
Den hormonelle forklaring
En mere psykologisk og hormonel forklaring centrerer sig omkring hormonet oxytocin, som sexolog Maj Wismann har skrevet om før her på bloggen.
Hormonet udløses ved orgasme eller pirring af brystvorterne hos kvinden, og hormonet menes at skabe en lykkefølelse og et tilknytningsforhold til dem, der er med til at frigøre det. Det er bl.a. derfor, kvinder føler sig tilknyttet til deres barn, fordi de ammer det og derigennem frigør oxytocin – og det er også derfor, at der skabes et bånd mellem dem og de mænd, de har dyrket sex med. Man bliver nemlig mere åben og tillidsfuld overfor de personer, der er med til at frigive ens oxytocin.
En blanding af begge dele
Den nye forskning, som du kan læse lige her, skyldes Mihaela Pavličev fra Cincinnati Children’s Hospital og Günter Wagner fra Yale University.
De holder fast i den hormonelle del af forklaringen, men fokuserer på orgasmens evolutionære rødder. Her har de kigget på andre pattedyr som f.eks. katte og kaniner. Hos disse dyr er det hormonelle stigninger i kroppen, der får ægløsningen til at ske. Men hos andre primater og hos os mennesker sker denne ægløsning mere spontant.
Udviklingsmæssigt er metoden med hormonel ægløsning ældst. Så ifølge rapportens konklusioner, er den kvindelige orgasme et levn fra den tid, hvor de hormonelle stigninger var nødvendige for ægløsning. Det giver mening derhen, at hvis ægløsningen oprindeligt blev initieret af orgasmen, så er det en perfekt måde at sikre graviditeten på.
For da mandens sæd kan holde sig i live i op til fire døgn i kvinden og et æg er befrugtningsdygtigt i op til et døgn efter ægløsning. Så skulle der være gode chancer for, at sæden kunne nå at befrugte ægget, når det først blev frigivet ved seksuel aktivitet. Det kræver så lige, at manden er i stand til at give kvinden orgasme.
Men i dag er orgasmen ikke ”nok” til at frigive ægget. Det sker jo spontant hos os mennesker. Så din dejlige orgasme er sådan set bare et levn fra fortidens fysiologi – og det er jo et meget godt fortidsminde at have.
Det sidste ord er ikke sagt i den sag
MEN, men, men … I forhold til katte, kaniner og andre pattedyr er vi mennesker det eneste pattedyr, der oplever fryden ved orgasme. Hos de andre pattedyr fremkalder den seksuelle agt – efter hvad videnskaben kan måle indtil nu – ikke den samme frydefulde følelse. Her er ”orgasmen” bare noget ”mekanisk”, der sker i underlivet på dyret i forbindelse med seksuel klimaks.
Så selv om den nye videnskabelige forklaring giver en ”god forklaring”, så mangler vi stadig linket over til, hvorfor vi mennesker får den frydefulde oplevelse. En heldig bieffekt? Tja, måske. Man skal jo være heldig nogle gange i evolutionens snirklede påfund.
Så nej – kvinders orgasmer (og mænds for den sags skyld) – er stadig lige så mystisk som altid. Men hvad betyder også en logisk forklaring, når nu følelsen er så vidunderlig.